City Creators

A COWI blog about Urban Development

Blinde og svagsynede ledes på vildspor

1 Comment

Julen nærmer sig med hastige skridt og alle steder pyntes der op med gran, lys og andre flotte dekorationer. Især i de større byer bliver der i år gjort ekstra meget ud af julepynten for at kompensere for de ellers manglende traditioner, der er sat på pause grundet covid-19, og mange butiksejere følger trop med at sprede julestemning og hygge foran deres butiksvinduer. Desværre skaber julehyggen ikke glæde for alle. Blinde og svagsynede oplever nemlig, at de ledelinjer der skal guide dem sikkert rundt i byerne ofte er dækket med julepynt og andre udstillingsvarer.

Blinde og svagsynede er afhængige af de ledelinjer, der er anlagt i fortove, på pladser og i gågader for at kunne færdes sikkert i vores byer, men når disse ledelinjer ikke er tilgængelige, skaber det gener for dem der har allermest brug for dem. Denne problematik har Nordjyske sat fokus på i deres artikel Farlig jul: Blinde og svagtseende ledes på vildspor fra d. 9. december 2020, hvor trafik- og tilgængelighedsrevisor Thomas Rud fra COWI bidrog med faglig indsigt og et vigtigt budskab.

I artiklen tager Thomas og Nordjyske en tur rundt i Aalborg midtby, hvor flere elementer af tilgængelighed påpeges. Især lægger Thomas mærke til juledekorationer og udstillingsvarer der er placeret udenfor butikkerne, og som også rigtigt nok ser flot ud og skaber en hyggelig atmosfære, men som uheldigvis dækker ledelinjerne, eller er placeret så tæt på, at de vejledende regler ikke overholdes. Thomas påpeger vigtigheden af ledelinjerne og ærgrer sig over, at der ikke er flere der er bekendt med deres funktion. I artiklen siger formand for Aalborg City, Jes Asmussen, at mange handlende desværre ikke er klar over ledelinjernes betydning, og at heller ikke han vidste hvad de betød da han åbnede sin forretning.    

Heller ikke kredsformand for Dansk Blindesamfund, Frode Fich, er imponeret over forholdene i forbindelse med udsmykningen og ledelinjerne. Han nævner at flere blinde og svagsynede i kredsen helst undgår steder, såsom Budolfi Plads, hvor de ved, at udsmykningen gør det svært for dem at færdes. Hertil påpeger Thomas igen vigtigheden af tilgængeligheden til ledelinjerne, og opfordrer derfor til, at disse holdes fri for udsmykning og udstillingsvarer. Dog nævner han også at tilgængeligheden overordnet set faktisk er blevet bedre mange steder. Blandt andet fordi kommuner i dag tænker tilgængeligheden med ind i deres løsninger fra start, hvor tilgængelighedsrevisorer som han selv, bliver hyret til at komme med faglige sparring og indvendinger, der sikrer tilgængeligheden. Netop den forbedrede tilgængelighed er også en del af Thomas’ budskab. For at kunne opnå endnu bedre tilgængelighed, påpeger han nemlig, at butiksejere og handlende bør gøres mere opmærksomme på den vigtige betydning og funktion af ledelinjer og andre taktile elementer. Det er nemlig hans overbevisning, at placeringen af udsmykning og udstillingsvarer på de taktile ledelinjer ikke er gjort med vilje, men blot af uvidenhed overfor ledelinjernes betydning.

Thomas Rud

E-mail: tsrd@cowi.com, tlf.nr.: 26641982

One thought on “Blinde og svagsynede ledes på vildspor

  1. Hej Thomas, mange tak for dit indlæg og at du gør opmærksom på problemet. Det glemmes så hurtigt at ikke alle i vores samfund får glæde af fyldende julepynt.
    Jeg ønsker dig en dejlig jul!

Leave a Reply

Discover more from City Creators

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading