
Mange danske landsbyer har de seneste år oplevet afvikling, fraflytning og butiksdød som følge af den store ekspansion i de større byer. Men hvad skal der til for at vende udviklingen, og igen få landsbyerne til at blomstre? Netop det har projektet ‘Varme Zoner’ sat fokus på.
Ikke alle landsbyer lider under de store byers tiltrækning. Landsbyer som Klitmøller i Nordjylland, Svaneke på Bornholm og Torup i Nordsjælland, har de seneste år oplevet en særlig stor tilflytning og er nu landsbyer i positiv udvikling, der kan kategoriseres som varme zoner.
I udviklingsprojektet ‘Varme Zoner’ har Anne Kathrine Hornemann, Bystrategisk rådgiver i COWI, sammen med Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet og Udviklingskonsulent Rasmus Johnsen, undersøgt hvorfor disse landsbyer skiller sig ud fra mængden. Projektet omhandler netop at afdække de faktorer der forudsætter vækst i landsbyerne, og denne viden blev for nylig delt i et webinar der afholdtes i samarbejde med interesseorganisationen Byggesocietetet. I webinaret kunne interesserede få indblik i projektet og de spændende faktorer landsbyer som Klitmøller, Svaneke og Torup har til fælles, og som er afgørende for deres positive udvikling.
Som del af projektet har Anne Kathrine Hornemann tidligere medvirket i et interview til Berlingske, hvor der også blev sat fokus på projektets resultater. I interviewet fortalte Anne Kathrine Hornemann om fire afgørende parametre for, at landsbyer kan vende udviklingen og blive såkaldte varme zoner:
1) Byen skal have X-faktor, dvs. have en kant, der kan give området en særlig identitet.
2) Byen skal tale til indbyggernes skabertrang – man skal kunne udfolde sig både kommercielt og civilt.
3) Byen skal have et fællesskab, en sammenhængskraft, man kan blive en del af.
4) Byen skal have fysiske mødesteder, hvor indbyggerne naturligt mødes.
Kunne du tænke dig at vide mere om projektet, kan du læse Berlingskes artikel om varme zoner, med landsbyen Torup som omdrejningspunkt, her: https://www.berlingske.dk/hovedstaden/for-30-aar-siden-flyttede-en-gruppe-idealister-fra-koebenhavn-til-en