
Hos COWI og Arkitema har vi mange ingeniører og arkitekter, der brænder for at skabe gode og tilgængelige løsninger. Vi ønsker at få tilgængelighed højere op på dagsordenen! Derfor har du nu muligheden for at få et indblik i vores tilgængelighedstanker og -synspunkter. Vi bringer de kommende uger en stribe blogindlæg under overskriften ’Vi tænker tilgængeligt’. Læs med og tag meget gerne aktiv del i debatten.
Tilgængelighed på færdselsarealer i byerne er blevet et væsentligt element, der inddrages i forskellige projekttyper – lige fra signalprojektering, kollektive transport-projekter til omlægninger af gader, stræder, torve, pladser og bygninger. Flere har også øje for at skabe tilgængelige forhold til naturoplevelser som skov og strand. Men har vi egentlig en forståelse for, hvad der opleves som barrierer derude, og for hvem vi bygger?
Hos COWI og Arkitema har vi flere tilgængelighedseksperter, der arbejder med det funktionelle design af gangarealer og krydsningspunkter for fodgængere samt indretning af bygninger og andre landskabelige designs. Vi har deltaget i mange væsentlige projekter, hvor tilgængelighed som fagområde har været i højsædet. Vi har bl.a. med de store letbane- og BRT-projekter været en aktiv medspiller på kvalitetssikring af tilgængeligheden. Vi har mange store byomdannelsesprojekter i bagagen, hvor forbedret tilgængelighed har været en forudsætning. Hos Arkitema gennemføres designs af mange ikoniske byggerier, supersygehuse og metrostationer mv., og derudover giver vores team af tilgængelighedsrevisorer altid gode og væsentlige input til tilgængelig indretning, når vi bliver bedt om at bistå og kvalificere vejmyndigheders og bygherrers anlægsprojekter. Vi har set mange gode eksempler på indarbejdelse af tilgængelighed og minimering af risikoen for barrierer. Desværre har vi også i alt for mange tilfælde set, at principperne for tilgængelig indretning er udfordret af eksisterende forhold. Måske er principperne endda udfordret af uhensigtsmæssig brug af tilgængelighedens værktøjskasse eller udfordret af, at der ikke er tænkt over grænsefladen mellem anlægsprojekter. Eller kan det være, at der ikke er gennemført den sidste finpudsning af anlægget efter implementering.
Det er vi opsatte på at få gjort bedre og givet vores besyv på. Det er derfor, vi i en række blogindlæg her på siden vil sætte fokus på en række udfordringer som den nuværende værktøjskasse kan løbe ind i, hvis der ikke anvendes en praktisk tilgang til den geometriske indretning og ikke overvejes eksisterende forhold og trafikantadfærd i samme pennestrøg som anlægsprojektet.
I den kommende tid kan du læse en række blogindlæg om tilgængelighedsemner set fra vores perspektiv. Antallet af gode projekter og synspunkter udvides hele tiden, så læs med og se om vores betragtninger kan lede til ændrede eller kvalificerede tanker om tilgængelighed i din kommune eller i dit projekt.
- Tilgængelighed i processen
- Særlige belægninger skaber begrænsninger
- Opmærksomhedsfelter som stopklods
- Fokus på tilgængelighed i bygningsmiljøet
- Adgang for alle til de rekreative lokaliteter
- Den sidste finpudsning – fra godt til perfekt
Har du lyst til at vide mere om personerne bag tilgængelighedstankerne, har vi suppleret de faglig blogindlæg med små forfatterportrætter. Så ved du hvem vi er, hvis du savner assistance til dit tilgængelighedsprojekt.
Hold øje med bloggen, eller få automatisk tilsendt en mail når der er nyt, ved at tilmelde dig til CITY CREATORS nederst i menuen i højre side. Vi håber, at vi rejser emner til dialog og diskussion.
Thomas Rud
E-mail: tsrd@cowi.dk, tlf.nr.: 56403905
Agnete Brøsted
E-mail: agbr@cowi.dk, tlf.nr.: 56402408