City Creators

A COWI blog about Urban Development

Når cyklerne overtager byrummet

Leave a comment

John F. Kennedys Plads

Figur 1: Cykler parkeret ulovlig på fortovet under træet ved det nordvestlige hjørne af Kennedy Arkaden (Foto: Louise Bruun Ploughmand)

John F. Kennedys Plads i Aalborg er med banegården og busterminalen et vigtigt trafikalt knudepunkt, der forbinder Aalborg til de omkringliggende bydele og ikke mindst til resten af landet. Med Aalborg Kommunes ønske og strategi om at flytte flere borgere fra bil til cykel og kollektiv trafik er store pladsproblemer opstået ift. cykelparkering. Cykelstativerne er overfyldte og ulovligt parkerede cykler fylder op i gadebilledet og skaber farlige situationer for fodgængerne.

Som praktikant ved COWI i efteråret 2017 har jeg arbejdet med denne problemstilling og med forskellige værktøjer undersøgt, hvor det vil være muligt at implementere flere cykelparkeringspladser på og omkring pladsen. Opgaven har været todelt, da kommunen både ønskede idéer til den mere langsigtede udvikling af området, men især også en her-og-nu-løsning, som kan skabe flere parkeringspladser på ganske kort tid. Et vigtigt fokus har i denne sammenhæng været midlertidighed, da fremtidsplanerne på John F. Kennedys Plads er usikre, og det derfor skal være muligt at flytte de nye parkeringsfaciliteter til andre trængende områder i Aalborg såsom Nordkraft og midtbyen.

Til dagligt er jeg civilingeniørstuderende på Aalborg Universitet (Urban Planning and Management) på 9. semester, men i efteråret 2017 har jeg været i praktik ved COWI i Aalborg. Her har jeg arbejdet med mange forskellige emner inden for trafik- og byplanlægning, hvilket har været virkelig spændende og givet mig en masse erfaringer med i rygsækken. Min hovedopgave i praktikforløbet har været cykelparkering på John F. Kennedys Plads, hvor min byplanlægningsbaggrund har betydet, at en del af fokus i løsningen af denne opgave har været byrum og skærefladen mellem trafikfunktionalitet og byliv.

Analyse via Data From Sky analyse

For at finde den optimale placering af cykelparkeringsfaciliteter har jeg ved hjælp af Data From Sky (DFS) analyseværktøjet haft mulighed for at tracke og analysere de forskellige trafikanters bevægelsesmønstre på John F. Kennedys Plads. Dette er gjort på baggrund af en videooptagelse af to timers varighed en eftermiddag i midt september. Videoen er herefter sendt til Tjekkiet, hvor samtlige trafikanter har fået et ID og er blevet tracket rundt i område. Det giver mulighed for mange forskellige analyser af bevægelsesmønstre for både cyklister og fodgængere, hvilket jeg har brugt i mit projekt omkring cykelparkering på John F. Kennedys Plads. Generelt opgraderes al nuværende cykelparkering til større kapacitet, men på selve pladsen, hvor der i dag ikke findes cykelparkering, har det været nødvendigt at udpege ny placering heraf på baggrund af især DFS-analysen.

På baggrund af de bevægelsesmønstre, der kan ses på Figur 2, har det været muligt at udpege områder på selve pladsen, der stort set ikke bruges af hverken fodgængere eller cyklister. Dette er naturligvis præget af byinventaret (såsom +BUS-modellen, busskur, træer og blomsterkrukker), men det er alligevel tydeligt at se, hvordan fodgængerne bevæger sig uden de store svinkeærinder direkte til målet. De frie områder, der her lades tilbage, vil derfor være oplagte steder at placere cykelparkering og andet byinventar såsom bænke. På Figur 3 ses mit forslag til, hvordan pladsen kan indrettes med både mulighed for ophold og trafikal funktionalitet i form af klare bevægelseslinjer og mulighed for cykelparkering. Forslaget er lavet på baggrund af DFS-analyserne samt personlige observationer og billeder af pladsen.

Kort-plan

Figur 3: Et forslag til en fremtidig indretning af John F. Kennedys Plads, hvor der skabes flere muligheder for ophold og flere cykelparkeringspladser.

Forslag til cykelparkering på pladsen

DFS-analysen har også resulteret i illustrationer, hvor den gennemsnitlige hastighed for fodgængerne fordelt på pladsen kan ses. Disse kan bruges til at udpege områder, hvor fodgængerne typisk stopper op og hvor der derfor kunne være behov for siddepladser. Her ses det tydeligt, at stoppene primært gøres ved de to busstoppesteder på pladsen samt ved fodgængerfelterne, mens der ventes på bus eller grønt lys. I de frie områder her i nærheden vil det derfor være fordelagtigt at placere bænke, hvilket kan øge den rekreative værdi af pladsen. Bænkene kan kombineres med cykelparkering, således at ryggen på bænkene består af stativer til forhjulsparkering. Et eksempel herpå kan ses på Figur 4, hvor bænke i forskellige former og højder kombineres med cykelparkering.

bench

Figur 4: Et eksempel på en kombination af siddepladser og cykelparkering (billede til venstre (Hoe, 2016)) og anderledes og mere legende opholdsmulighed kombineret med cykelparkering (billedet til højre (Mathias Ørslev Sund, 2015)).

Såkaldte PlantLocks kan også bidrage til den rekreative værdi af pladsen og begrønne det ellers golde område. Plantekasserne af stål opstilles vinkelret på Nykredit-bygningen, hvor der opfordres til cykelparkering imellem plantekasserne, da det er muligt at låse sin cykel fast til kasserne. Denne løsning er flytbar, så den senere hen kan flyttes og bruges ved f.eks. Nordkraft.

plantlock

Figur 5: PlantLocks, som er en kombination af plantekasser og cykelparkering (Despoke, 2015), (Eco-branch, n.d.).

Meget af kapaciteten skal hentes i en løsning, der skal udnytte den spildte plads mellem træerne på pladsen. Pladsen er i dag indtaget af en gruppe alkoholikere, hvilket afholder mange andre fra at opholde eller bare bevæge sig igennem ringen af træer. Ved at opsætte forhjulsstativer mellem træerne, kan en større del af pladsen benyttes fremfor at ligge øde hen, og der skabes flere cykelparkeringspladser uden at overtage byrummet.

Sidst men ikke mindst, kan der, som det ses på Figur 3, opstilles stativer til forhjulsparkering på pladsen bagved det sydligste busskur for at øge kapaciteten af cykelparkering på pladsen. Al cykelparkeringen er desuden placeret, så det passer ift. hvor cyklisterne kommer fra og ift. det komfortlevel cyklisterne vil kræve ved de givne funktioner. De præsenterede forslag skulle kunne øge kapaciteten på og omkring John F. Kennedys Plads tilstrækkeligt uden at plastre pladsen til med cykler.

I min løsning for en mere langsigtet plan, har jeg specielt haft fokus på byliv, rekreativ brug af området og på at give byrummet tilbage til menneskerne fremfor bilerne, men uden at ofre fremkommeligheden for busser (specielt +BUS’sen) og cyklister. Der vil være behov for en omfattende ombygning af John F. Kennedys Plads, hvis det skal lykkedes med omstrukturering af busvejen og skabelsen af en stor og lækker park.

Praktikken ved COWI har givet mig mulighed for at afprøve noget af det, jeg har lært på studiet og for at ”lege” med en virkelig problematik i et af de vigtigste byrum i Aalborg, hvilket har været meget lærerigt og givende for mig på grund af kompleksiteten og de mange modsatrettede interesser.

Vil du vide mere om cykelplanlægning?

Louise Bruun Plougmand
louiseplougmand@gmail.com

Majken Kobbelgaard Andersen
Email: mnae@cowi.dk
tlf.: 5640 6358

Leave a Reply

Discover more from City Creators

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading